Sagt og gjort

• DRØMMESKIBE & Ø FEST juni 2024
  
  
• Maritimt Netværk – netværksmøde afholdt i Svendborg i januar 2024
  
  
• Kulturrum Odense Havn afholdt på Storms Pakhus i november 2023

Tale til Odense Kommunes Nytårskur 10. januar 2023

Der sker virkelig noget i Odense i disse år! Tillykke med det!

Det store byudviklingsprojekt omkring omdannelsen af Thomas B Thriges gade har været mange år undervejs, men er nu endelig realiseret - og jeg må sige - det er virkelig blevet vellykket. I har fået jeres by tilbage!

Da jeg gik på arkitektskolen i slut halvfemserne, var jeg i praktik på TV2 Design på Kvægtorvet og pendlede hver dag mellem Odense og København. Det var en dedideret gyselig oplevelse at gå fra togstationen til Kvægtorvet hver morgen - helt nullet og træt efter at have sovet i toget hele vejen, blev jeg mødt af en virkelig kvalemde lugt fra Danish Crown slagteriet, skrigende måger med svineaffald i næbbet og afsindige mængder hård og nådesløs trafik. Det står ikke som nogen god byoplevelse for mig - og jeg har altid syntes at byens brutalitet stod i skarp - og overraskende - kontrast til Fyns pittoreske natur og venlige folkefærd. Den gang i 90'erne var Odense virkelig ikke en by som man havde lyst til at opholde sig i.

Men det har da ændret sig, skulle jeg hilse og sige! På mange måder er stedets ånd blevet genetableret.
Første gang, at jeg stiftede bekendtskab med ånd, var på Arkitektskolen i København i 1995. Som førsteårsstuderende blev jeg nemlig undervist i hvad min fantastiske lærer, nyligt afdøde Professor Carsten Thau, kaldte for genius loci - stedets ånd.

Et svært definerbart begreb, som vi ikke desto mindre alle forstår hvad er, når vi møder det. For de gamle romere, var genius loci et steds beskyttende ånd - konkret afbildet ved hjælp af slanger, overflødighedshorn eller andet. Men for os moderne mennesker, er det mere flygtigt. Stedets ånd kan mærkes, når dagslyset rammer husene på en særlig måde, når hånden møder materialets sanselige overflade, når vi føler os trygge i byen. Odense er en historisk by - og den historie blev smadret dengang i xx, da Thomas B Thriges gade blev anlagt og ånden forsvandt - men nu - hvor man kan vandrer uforstyrret rundt i den historiske bykerne og nyde både gammel, men også fantastisk moderne arkitektur gå i hånd i hånd - ja, der vil jeg vove at påstå at ånden er kommet tilbage. Ingen nem opgave - men det er lykkedes. Og det giver håb i forhold til andre steder i landet, hvor vi med kirurgisk præcision har fjernet stedets ånd.

Det var lidt af en åbenbaring at møde et menneske som Carsten Thau, der kunne kæde tankefrihed sammen arkitektens gerning. Carsten Thau var ikke selv arkitekt, men cand.phil i idéhistorie - han havde studeret ved Frankfurter-skolen i 70'erme, gået hos forelæsninger hos Habermas - og dermed kunne han på fascinerende vis forbinde nogle af verdenshistoriens største tænkere og arkitekter på en måde så, at det helt konkrete og det metafysiske ikke længere var hinandens modsætninger. Thau var en gudsbenådet formidler, hans timelange forelæsninger var dybt underholdende og bevidsthedsudvidende. Mine øjne blev åbnet og jeg kunne se og sanse på en måde, som jeg ikke havde kunnet før. Pludselig forstod jeg hvor meget rum betyder for os mennesker - hvor meget vi bliver påvirket af rummene omkring os - både byens rum, landskabets rum og det private rum - jeg forstod, at tankefrihed og mursten hænger sammen.

Jeg forstod også hvor vigtig god arkitektur er – ikke bare for arkitekter eller for de heldige brugere eller beboere – men for hele samfundet. Arkitekturen former vores byer, vores liv, vores identitet. Den har bådet et socialt og et menneskeligt ansvar, som det kræver stor omhu og dedikation at leve op til. Vi blev undervist i modernismens grundlæggende principper - luft, lys og rene linjer. Ud med tidligere tiders støvede rum, overfyldt med nipsgenstande, plisserede lampeskærme og tunge gardiner. Væk med gesimser, balustre, blyindfattede ruder og dekoration - alt unødvendigt som ikke havde en funktion, skulle skæres væk. Ingen form uden funktion
De store, hedengangne arkitekter, hvis værker vi nøje studerede – Arne Jacobsen, Vilhelm Lauritzen, Jørn Utzon – opfattede jeg som mænd af stor, idealistisk styrke. De var ikke blot ude på at fremme deres eget ego eller tjene en masse penge – de var ude i et langt større ærinde. Nemlig at skabe det gode liv og dermed et bedre samfund.

Nu om dage synes jeg det står sløjt til med idealismen. Den har trange kår i en benhård markedsøkonomi, hvor bygherrer og developere ikke bare skærer ind til benet, men helt ind i knoglemarven. Arkitekterne kan have nok så fine visioner, lave de smukkeste tegninger og tænke de flotteste tanker – det er bare meget, meget sjældent, at de tanker ligner sig selv, når bygningerne står færdige. Den arkitektoniske integritet bliver brændt på de økonomiske interessers bål. Og det skaber vrede og frustration – ikke bare blandt arkitekterne selv, men også generelt ude blandt folk, som ikke kan gennemskue den komplekse byggeproces og blot tror at arkitekter er verdensfjerne typer, som har misforstået opgaven.

På den måde har modernismens arkitektur desværre spillet fallit. Vi er omgivet af åndløse byggerier, hvor hele idéen om at forenkle og skære ind til benet, har resulteret i et forarmet udtryk uden genius loci. Vi skal alle passe ind i den samme kasse med samtalekøkken, forældresoveværelse, 2 børneværelser og balkon eller terrasse, hvor Weber grillen kan stå. Bygget af betonelementer, beklædt med et tyndt lag tegl og det samme standard vindue ..Der er ingen sålbænke langs vinduerne, ingen sokkel, ingen relief i facaden eller indbydende gårdrum. Væk er de overraskende, rumlige kvaliteter, den sanselige brug af materialer eller de håndværksmæssige detaljer. Væk er den revolutionerende nye måde at ville indrette samfundet på.

Nutiden boligbyggeri er for en stor dels vedkommende en hul kulissearkitektur, som mimer modernismens flotte idealer uden at følge dem til dørs.

Det har heller ikke hjulpet, at hele effektiviseringen af byggebranchen med elementbyggeriets ankomst i 1960'erne, har skubbet håndens arbejde til side og gjort det muligt at bygge enormt hurtigt med stor profit, men ingen sjæl. Hvor bygherrerne før byggede til dem selv - og derfor lagde stor omhu i detaljerne og benyttede sig af de bedste materialer, som patinerede på smukkeste vis - så er det i dag mestendels developere, der ikke bygger til dem selv, men netop udvikler et område med profit for øje. Og det der er bestemt ikke noget galt med - at ville tjene penge - men incitamentet til at beånde byggerierne er der ikke længere. Man kan ikke tjene penge på ånd. På kort sigt. På lang sigt kan det vise sig at være en god investering. Men langsigtede investorer på boligmarkedet er et sjældent syn.
Her i byen har i et område - havebyen Gerdasminde fra 1917 som er fuldstændig unik. Mange af husene er tegnet af én af vores helt store arkitekter, Anton Rosen - og Gerdasminde blev heldigvis beskyttet af en bevarende lokalplan i 1990. Jeg kan så forstå at der er planer om at gøre en undtagelse og bygge meget tæt op ad Gerdasminde - og her må jeg bare minde om, at den her meget kortsigtede måde at bygge på har vist sig at være fuldstændig fejlsslagen - og på sigt en dårlig investering for byen. Bare se på hvor galt det er gået i Carlsbergbyen i København, hvor der ikke er en grøn plet i sigte.

Et godt eksempel på det modsatte lige her i Odense på den nyetablerede Oluf Bagers Plads, som Praksis Arkitekter har tegnet med stor håndværksmæssige kunnen og dyre detaljer i både materialevalg og udformning. Det har kunnet lade sig gøre - igen . med Realdanias hjælp - men det er et skønt, nænsomt udformet byrum som Praksis har fået udformet sammen med den øvrige bebyggelse. Den lille plads giver husene luft og lader arkitekturen ånde.

Der er jo en masse store byudviklingsprojekter på vej i Odense - både på den tidligere papirgrund ved Dalum, Gartnerbyen og så transformeringen af Vollsmose. Jeg håber at ånden rykker med over i de projekter, selvom det er en kompleks affære overhovedet at afdække, hvornår genius loci går tabt. Jeg har selv prøvet med et program jeg laver for DR, som hedder " Er Der en arkitekt tilstede?" Programmerne er et forsøg på - ved at gå tilbage i sporene på et fejlslagent byggeri - at påpege lige præcis hvor det går galt. Det er ikke nemt og der er aldrig den samme forklaring. Men fælles for alle programmerne er politikerne der ikke føler sig ordentlig klædt på til at træffe den rigtige beslutning og arkitekter som ikke ønsker at medvirke på trods af, at deres navn står på bygningen. Det første kan vi gøre noget ved - f.eks ved ansættelsen af en stadsarkitekt. Det fravalgte i her i Odense til fordel for et særligt arkitektur-råd, som bestemt også kan gøre en forskel. Derudover er der en ny, national arkitekturpolitik på vej, som jeg sætter min lid til at være med til at presse på de rigtige løsninger. Det andet fællestræk - at arkitekterne ikke vil være med i programmerne og i det hele taget slet ikke deltager i den offentlige debat - er langt sværere at løse. Grunden til, at de ikke vil udtale sig er, at de er ulykkelige over det byggeri, som de har været med til at sætte i verden, men ikke kan sige det højt, da de derved træder en magtfuld bygherrer over tæerne. Og grunden til at byggeriet ikke er blevet som arkitekten drømte om, det er at det er entreprenøren som sidder for bordenden i langt de fleste byggerier. Og de er typisk optaget af at spare penge. Og det gør man ved at skære ånden fra. Men det tør arkitekterne ikke sige højt, for så mister de kunder og så skal de til at fyre folk.

Det er et enormt demokratisk problem for os alle sammen i dette her land, når så markant en faggruppe som arkitekterne, ikke tør bruge deres stemme. Arkitekturen har jo før givet svaret på nogle af samfundets største udfordringer. Og Danmark står med store udfordringer: Vi har en kæmpe ensomhedsepidemi, især blandt unge der føler sig fortabt i det accellerende konkurrencesamfund - men også ældre mennesker, som vælger at blive boende i deres hus når ægtefællen dør. Fælles for begge grupper er at de savner fællesskab. Det kan god arkitektur være med til at løse - der skal blot tænkes ud af den ejendomsmælger-godkendte boks der er baseret på kernefamilieidealer fra 50'erne.

Og så står vi tydeligvis midt i en akut klimakrise - efter denne her sommer med helt ekstremt vejr, er der vist ingen som er i tvivl -og det kalder på omgående handling. I en verden hvor ressourcerne er ved at løb tør, står byggeriet for næsten 40% af CO2 udledningen. Så vi kan ikke bare lade stå til. Men fordi arkitektens stemme mangler, så lader det til at den almindelige borger også mere eller mindre har givet op og med et skuldertræk konstaterer, at moderne byggeri åbenbart skal være både klimabelastende, fantasiløst og uden ånd. Vi kan ikke se løsningen før den står foran os.
Men siden i mandags skal byggebranchen dokumentere deres klimapåvirkning for al nybyggeri i form af noget så poetisk som en Livscyklusanalyse (populært kaldet LCA) samt overholde en grænseværdi på 12 kg CO2 pr kvadratmeter i alt nybyggeri over 1000 kvadratmeter. Og det er kun starten - der er nemlig tale om en gradvis indfasning, hvor CO2-grænseværdien forventes yderligere skærpet hver andet år frem mod 2030.

Med de nye krav, vil der komme en øget anvendelse af træ i byggeriet, da træ typisk har et lavt CO2-aftryk. Og så vil der blive sat fart på udviklingen af glas, beton og cement med en markant lavere klimabelastning end i dag. Man bliver med andre ord tvunget til at tænke nyt og innovativt - noget, som en notorisk konservativ branche som byggeriet, historisk set har værget sig ved. Der er nemlig store risici forbundet med at bygge - og derfor holder de fleste bygherrer sig til det velafprøvede, det sikre. Deraf det meget ensformige udtryk med den samme slags vinduer, de samme altaner, den samme facadebeklædning og de samme betonelementer. Med de nye krav, kunne man håbe på langt mere kreative og anderledes løsninger med overraskende sammenstilling af materialer, genbrug og transformering af det eksisterende. En helt anden form for æstetik, hvor det ikke længere gælder om at bygge store firmadomiciler i så meget glas og stål som overhovedet muligt, men hvor det nøjsomme vil være i højsædet. Det sætter høje krav til arkitekterne, som pludselig ikke længere bare kan for sig af retterne rent materialemæssigt, men må vende processen på hovedet og kigge på det hvad, der kan lade sig gøre. Det svarer vel til at bede en kok om at nedsætte mængden af kød og skrue gevaldigt op for grønsagerne. Det er jo sådan set allerede sket - og hvis man kigger på restauranter som Noma og Geranium, så har netop dette benspænd skabt gastronomi i verdensklasse.

Derudover er der en helt ny generation af unge arkitekter, som er mere interesseret i at bygge om - at transformere - end at bygge nyt. Derfor skal man også som kommune være ekstra opmærksom på at bevare - f.eks gammel industri - fremfor blot at rive ned. Det er her guldet ligger, nemlig. Jeg vil gerne her opfordrer til at I tænker langsigtet og i transformationer, når det kommer til inderhavnen her i Odense, hvor der lige nu er et unikt havnemiljø, som aldrig nogensinde kan genskabes igen, hvis det først bliver revet ned. Det er god forretning på sigt at bevare de gamle pakhuse.

Tænk, hvis den næste store bølge i dansk arkitektur - arven fra Jacobsen og Utzon - kunne være formidable, grønne løsninger. Og tænk, hvis Odense kunne være forgangsbyen.

TAK!

Ane Cortzen